Zulu Comedy Galla: De Nye Håb og Jason Rouse
Skrevet den 3.september 2010 | Ingen kommentarer
Et par hurtige svar på spørgsmål om Zulu Comedy Galla 2010, som jeg kan se folk har forsøgt at google sig frem til svar på.
“Hvem var De Nye Håb i år?” De Nye Håb var i optrædende rækkefølge dansk-svenske Jesper Rönndahl, Mikkel Rask og Ruben Søltoft. Jesper har optrådt på svensk i en hel del år og i 2007 vandt han Sverigesmesterskaberne i Stand-up, så blandt nyere danske komikere har der vist været lidt murren i krogene over, at han ikke helt kan kaldes et “nyt” håb. Mikkel Rask og Ruben Søltoft var begge blandt semifinalisterne ved DM i Stand-Up i år den 2.september, men kun Ruben gik videre til finalen den 4.september.
“Hvem var ham komikeren, der optrådte hen imod slutningen?” Den canadiske komiker, der optrådte hen mod slutningen, hedder Jason Rouse. Han var vist blevet anbefalet af Magnus Betnér, som optrådte ved sidste års Zulu Comedy Galla. Der blev ærligt talt ikke grinet så meget ad ham blandt komikerne på de forreste rækker. Ikke fordi han chokerede nogen, overhovedet ikke, faktisk, men mere fordi han ikke var så vanvittigt original. En joke bliver ikke mere uforudsigelig eller originalt konstrueret, fordi den handler om at kneppe en retarderet kvinde, der sidder i kørestol. Det hele var bare lidt desperat og i den grad hørt bedre før, og jeg hørte Jonatan Spang spjæt-grine, da Rouse fortalte, at han bliver 39 år(!) næste gang. Tag ikke fejl. Jeg elsker komikere, der ikke bare lader som om, at de ikke hæmmes af god smag eller sociale spilleregler – hvis de er originale og får mig til at tænke lidt.
Der er konkrete eksempler på, hvordan man kan gøre det, Jason Rouse prøver at gøre… bare godt. Se Brendon Burns’ prisbelønnede show “So I Suppose This Is Offensive Now“, som jeg var så heldig at se (og gense, fordi jeg var så imponeret) i Edinburgh i 2007. Eller endnu bedre, se for fanden Doug Stanhope, hvis du ikke allerede har opdaget ham. Han er uden sammenligning bedst på det felt for tiden, og han får Jason Rouse til at ligne en phony og hul konstruktion.
Anyway, nu synes jeg, at vi har set jeg-har-en-kæde-i-bæltet-og-fuck-konventionerne-komikeren som det internationale indslag, og jeg har ikke mødt en komikerkollega endnu, som ikke har sagt omtrent det samme. Næste år vil det være rart at se en anden stand-up-undergenre. I år havde jeg meget hellere oplevet f.eks. britiske Milton Jones, der optræder på lillebitte Bispebjerg Comedy Club i aften klokken 20.30. Han skriver jokes, klassiske, smukt konstruerede og overraskende one-liners der kan gøre andre komikere pænt misundelige.
Nye på Bremen
Skrevet den 1.september 2010 | Ingen kommentarer
Ha! Så fik jeg kameraet tilbage. Jeg kan ikke finde ud af at stille skarpt eller at beskære nogenlunde meningsfuldt. Beklager. Men her er nogle snapshots fra optagelserne til traileren og introen til den kommende sæson af “Live fra Bremen”. Der er tre nye ansigter. De sidder jævnt fordelt på en mand og to kvinder, men jeg er sikker på, at TV 2 gerne selv vil fortælle hvem de er. Så indtil da har jeg sløret identiteterne lidt.
“Shoot me with your love.”
Skrevet den 30.august 2010 | En kommentar
Da Mick Øgendahl i foråret tog en ordentlig luns af sin urimeligt populære turné, “Propaganda”, fik jeg ikke set ham. I det hele taget er jeg dårlig til at huske at se mine kollegaers shows, og jeg har lovet mig selv, at det skal være slut. Lørdag huskede jeg at få Mick til at finde et par pladser i Køge, hvor han ellers (som altid, tror jeg) havde solgt hver eneste plads i huset, og så kørte min kæreste og jeg sydpå for at tilbringe halvanden meget morsom time i den behårede lolliks selskab. Mick knokler hele tiden. Mens han har lagt ekstrashows ind i kalenderen i disse uger, får han også lige optaget sin næste spillefilm med blandt andre Jonatan Spang på rollelisten. Jeg bliver stakåndet af bare at tænke på hans arbejdsskema… men jeg har også præsteret at få sidestik af at kilde min datter, så måske siger det ikke så meget. Jeg ville anbefale “Propaganda”, men dels er Mick næsten i mål med de sidste shows, dels tvivler jeg på, at min tommelfinger op eller ned vil gøre bare en halv smølfs forskel for hans popularitet. Nå, screw it – se det show. Jeg har ikke oplevet Mick siden “Undskyld”, og jeg har aldrig set ham mere sikker på sig selv, sit komiske talent, og hvad han vil. Det var en fornøjelse hele vejen.
Søndag – Zulu Comedy Galla. Jeg fik skriblet nogle jokes i løbet af dagen, mens jeg kørte frem og tilbage til operaen tre gange til to prøver og til sidst selve showet, så jeg selv kunne sætte mig ved Bremen-skrivebordet og joke om chilenske minearbejdere, Lars Boms Onfone-reklamer, oversvømmelser i Pakistan og Erik & Annis nydøbte datter – de sidste ting fik jeg formuleret, mens jeg travede frem og tilbage i kulissen og prøvede at huske hvad jeg ville sige. Jeg havde også skrevet nogle replikker til Andreas Bo og Ulf Pilgaard, som vist fungerede okay. Jeg tror det blev et ret godt show i det hele taget. Se det på torsdag på TV 2 Zulu, hvis du ikke sad i salen.
Og i dag optog vi intro og trailer til den nye sæson af “Live fra Bremen”. Det hele stinker af 80′er-smag, når den er så dårlig, at den næsten bliver god. Min funktion er et hurtigt take på Max Headroom med plastichår og tung make-up. Jeg tog et lille kamera med og knipsede nogle hurtige fotos, men så røg kameraet i lommen på kostumejakken, og før jeg fik sminken af var kostumieren ude af døren med jakke og kamera. Så jeg vil gerne dele fotos… men det bliver tidligst i morgen.
Husk så lige at skrive “FANTASTISK COMEDY I STORE VEGA” i kalenderen onsdag aften. Der er få billetter tilbage, og når de er solgt, så er der stadig masser af billetter. Seriøst. Hvis du ikke kommer, så kommer det til at føles som “Alt For Store Vega”.
“How do women scare bees? Boo bees!”
Skrevet den 28.august 2010 | 3 kommentarer
Hvis man er rockmusiker, er det så cool at bryste sig af aldrig at have hørt Beatles eller Rolling Stones? Nej? Men da jeg begyndte at optræde havde jeg mindst tre kollegaer, der ofte pralede af aldrig at have hørt international stand-up. Måske var det en nem gardering, måske tænkte de: “Hvis man aldrig har hørt comedy på engelsk, så kan man heller ikke have stjålet en joke” (og ja, jeg kunne vel bare spørge dem, hvor stoltheden kom fra), men på den anden side, så bliver man ikke mere original af ikke at vide, at man altså ikke er den første, der har skrevet “Love Me Do” eller den der joke om, hvorfor hunde og katte er åh-så-forskellige. Man er bare både uoriginal og uvidende. Så jeg har altid raget en hel del comedy til mig, både for at få åbnet øjnene for hvor mange virkemidler der er, som jeg ikke selv havde opdaget og også nogle gange for at opdage, at den joke, jeg er så glad for, den er allerede lavet skræmmende tæt på (og mindst en gang har jeg f.eks. skrevet en joke først, som Mitch Hedberg så senere lavede en udgave af). Edinburgh i august er et fantastisk sted at spærre øjnene op. (Og hvis du ikke allerede har gennemskuet det, så bliver det her nok lidt komiker-nørdet og sikkert også ret langt. Sorry. Du kan springe det over, hvis du vil; det er ikke en del af pensum.)
Der er hundredvis af shows at vælge mellem i Edinburgh i august, de fleste af dem comedy. Årets mest omtalte og opsøgte show var vist 20-årige Bo Burnhams “Words, Words, Words”. Som 18-årig(!) blev han den yngste komiker, der nogensinde har lavet en “Comedy Central Presents”-special, fortalte Mikael Wulff mig. Burnhams show var selvfølgelig udsolgt, da jeg fandt ud af, at jeg alligevel fik muligheden for at tage derover. Wulff så ham ugen før jeg tog derover, det heldige svin. Jeg ville også gerne have set f.eks. Daniel Kitsons “It’s Always Right Now Until It’s Later” (udsolgt), Greg “We Are Klang” Davis’ debut-soloshow “Firing Cheeseballs at a Dog” (udsolgt) og Jim Jefferies’ “Alcoholocaust” (mmmmudsolgt).
Til gengæld så jeg Pappy’s, en sketch-trio med fantastisk energi og kemi. Ikke helt så effektive som We Are Klang, en anden sketch-trio jeg så i 2007, og slet ikke så opfindsomme som The Mighty Boosh, som jeg fik set i 1999 og 2001, men en gennemcharmerende treenighed med tårnhøjt tempo og sprudlende begejstring over at stå på scenen. Og jeg er overbevist om, at Tom Parry (længst til højre på plakaten for “All Business” på deres hjemmeside) er Michael “mc” Christiansens britiske tvilling. Chortle gav dem fem stjerner. Jeg hælder mere til fire.
Russell Kane er en speedsnakkende, metroseksuel og ranglet fyr, der brugte sit timelange show “Smokescreens and Castles” på en kærlig, men skånselsløs udlevering af sin følelsesmæssigt hæmmede arbejderklassefar. Han er medrivende og engagerende og runder showet af med to minutter, der sendte mig ud af salen helt rørstrømsk og ramt. Da jeg prøvede at referere showets afslutning for min kæreste var det ligefrem svært at holde tårerne tilbage. Russell Kane er blevet belønnet med sin tredje nominering til en Foster’s Comedy Award (den hed engang Perrier Award og er en pænt vigtig ting for britiske komikere). Chortle (og aviser som Independent og The Guardian) gav Kane fire stjerner (The Daily Mail var oppe på fem). Jeg hælder til det samme.
Sent onsdag så jeg “BBC Comedy Presents”, et af de sene showcase-shows, som der er en del af derovre. Komikere optræder med et kortere sæt, der dels reklamerer for deres solo-show, dels hjælper dem til at tjene lidt til at dække deres typisk underskudsgivende show. Under samme overskrift har jeg tidligere set Glenn Wool, Demetri Martin og Daniel Kitson i samme show, og BBC plejer at booke stærke navne. Det var nu en lidt tam aften. Josie Long brugte sit kvarter på en karakter, som var ret sjov; en konfrontatorisk, selvimponeret frisør-pige, der stædigt hævdede, at hun var astronaut, og derfor både besvarede NASA’s astronaut-FAQ og tog spørgsmål fra publikum (hun blev spurgt: “Do the laws of physics apply in outer space?” og svarede med en teatralsk armbevægelse: “Jupiter has over FIFTY MOOOONS!”), og Danny Bhoy, lokal Edinburgh-komiker, som jeg før har set i London, headlinede med tilbagelænet og erfaren charme, men tit lidt uoriginale ting om f.eks. Noahs Ark og besværet med at få myreslugerne til at holde sig fra de to myrer.
Torsdag skulle jeg have set Dan Antopolski og hollandske Hans Teeuwen. Teeuwen var mit første køb, fordi Frank Hvam for et par år siden roste ham til skyerne. Hollænderen er angiveligt en uforudsigelig tornado af upassende jokes og grænseoverskridende indfald. I år har anmelderne været lidt lunkne, og det var et rent tilfælde der gjorde, at jeg opdagede, at han havde aflyst torsdag aften. Ærgerligt, for jeg kunne have nået tre shows torsdag aften, hvis jeg havde vist det. I stedet så jeg først Dan Antopolski, en blandet landhandel af hverdagsobservationer, rekvisitjokes, ordspil (tit som helt regulære, gammeldags vitser) og sange. Han var ikke lårklaskende sjov, men virkelig dygtig og i øvrigt ophavsmand til sidste års Best Joke of the Fringe (“Hedgehogs! Why don’t they just share the hedge?”, som han i dette show lavede en ironisk sløjere variant af) og f.eks. “kvinder og bier”-joken, som er blevet overskriften for det her indlæg. Han lukkede showet med en længere rap om den laser han havde købt i et byggemarked for under hundrede kroner inklusiv en gennemgang af alle de andre komikere, der i år optrådte helt uden billig laser. Han undersælger alt med en skødesløs charme, og Chortles tre-stjernede anmeldelse konkluderer helt rigtigt, at det er “disposable comedy that gives you a brief feelgood hit, but doesn’t really fill you up”.
Og så fik jeg så billet til David O’Doherty i stedet for Hans Teeuwen. O’Doherty er børnebogsforfatter og ville i sin ungdom gerne have været jazzpianist. Han ligner lidt en krydsning mellem skuespilleren Stephen Rea, Bob Geldof og sit-com-dukken Alf, og han krydrer sit show med sange spillet på et Yamaha-keyboard fra 1986. Jeg så ham første gang i 2003 i et lokale med plads til højst 40 personer (vi var måske 25?), hvor han lukkede med en cover-udgave af “Albi the Racist Dragon” (Flight of the Conchords var årets buzz-show, også blandt festivalens andre komikere), igen i 2005, hvor han var blevet meget mere populær og en del bedre, og i år var klart den bedst oplevelse af de tre. Han er en af de mest indtagende komikere, jeg nogensinde har oplevet, og hans show bestod af nogle sange, en hel del straight stand-up, og nogle facts om pandaer og hajer, som han undervejs indrømmer selv at have digtet (og i øvrigt udgivet i to bøger, 100 Facts About Pandas og 100 Facts About Sharks) krydret med historier om hvordan de tilhørende bøger helt tåbeligt er blevet taget alvorligt af f.eks. fagblade og radioværter.
Her er hans optræden ved Melbourne Comedy Festival tidligere i år med den sang han lukkede showet med i torsdags:
O’Dohertys show har fået fire-fem stjerner fra forskellige medier. Det er slet ikke ved siden af.
Og apropos ikke så meget; på vej hjem til hotellet torsdag nat knurrede min mave, så jeg endte på McDonald’s. Man skulle lidt tro, at kædens skotskklingende navn forpligtede særligt i Skotlands hovedstad, men rengøringsniveauet tyder ikke på det. Sådan her så min siddeplads ud, da jeg satte mig ned og efter en af de ansatte var slentret forbi med en affaldspose. Og gulvet var imponerende nok mere svinsk.
Men spiste jeg min Summer Chicken Supreme Spicy Tomato Salsa alligevel?
…
Ha-ha, det var et totalt retorisk spørgsmål, suckaaaaah!
“Banan, banan, melon. OB er bare kanon!”
Skrevet den 27.august 2010 | Ingen kommentarer
Når jeg ser en fodboldkamp (okay, for det mest højst noget af den), så bliver jeg nogle gange misundelig på tilhængerne. Det neanderthalske fællesskab, den simple stammementalitet, hvor man hutler sig sammen i klynger og brøler ad den anden abe-flok, det er så umiddelbart og enkelt, at jeg til tider gerne ville være en del af det. Det er det hurtigst tilgængelige mande-fællesskab jeg kan komme på, der ikke kræver en sauna og og et ekstraordinært frisind. Men så kommer jeg altid lige i tanker om, at jeg egentlig hverken bryder mig om at brøle eller være en del af en flok. Og nej, jeg er heller ikke så tosset med fodbold. Eller saunaer.
For et par dage siden fløj jeg til Edinburgh fra Billund, og det tog mig lige nogle minutter at gennemskue, at det meste af flyet var fyldt med OB-tilhængere på vej til returopgøret mod Motherwell. Tre lidt rødmossede, korthårede fyre mellem 25 og 40 med en forsvindende lille interesse for tøj til mænd købt efter 1997 sad på den anden side af gangen og brugte en del af rejsen på at diskutere hvor mange øl de hver især havde tænkt sig at drikke på den første pub de kunne finde. De nåede hurtigt til enighed om mindst tre (“årh ja, kan du ikke drikke mere end tre!?”), højst fire pints (“årh ja, som om du kan drikke mere end fire!”), der så ville blive spædet til de to-tre dåseøl, der blev skyllet ned på de 100 minutter i flyet. Stemningen var høj på vej mod den skotske hovedstad; der blev råbt joviale fornærmelser på tværs af midtergangen og bjæffet “din mor!”-svar tilbage.
På hjemturen i dag var den samme flok helt tømmermands-ømskindet stille og tøffede næsten tavse ombord på flyet i en kollektiv em af gårsdagens whisky og fadøl. Så jeg fik læst My Experimental Life af A.J.Jacobs, en ret sjov Esquire-journalist, der har forsøgt sig med at leve i perioder af sit liv med f.eks. Radikal Ærlighed (jo, der er en rigtig ting!) eller uden at multitaske (én opgave ad gangen, ikke noget eksistensflimmer).
Når jeg selv vælger hoteller, så har jeg en tendens til at gå efter nordisk design. Lyst træ, rene linjer, enkelhed. De sidste to nætter i Edinburgh skyldes, at en vennepar blev forhindret. Noget med en norsk chef, der lige så chancen for at rykke datoen for bestyrelsesmødet i København, så det både lå oven i deres længe planlagte, romantiske get-away og FCK-Rosenborg. Godt for ham, trist for dem. De blev holdt skadesløse (nå ja, i det mindste økonomisk), og de ville bare gerne have, at nogen fik glæde af det hotelophold, som de ikke kunne få refunderet.
Så jeg havnede i en lille tidslomme, et georgiansk byhus med kun 18 værelser, som ikke ligner noget, jeg ellers selv ville falde for. Møblementet var brunt og poleret, frynsebesat og ældre end huset, gulvene knirkede under tunge væg-til-væg-tæpper, og service-niveauet var det højeste jeg har oplevet uden for Asien.
Der var en butler tilknyttet værelset. Ja. En real-life fucking butler! Skulle han pakke ud for mig? Var jeg interesseret i, at han tilberedte en kop te? Havde jeg noget tøj, der trængte til lettere skrædderreparationer? Den slags skal jeg bruge mere end et par dage på at vænne mig til. Mit umiddelbare instinkt er at afslå al hans hjælpsomhed og så spørge, om der er noget jeg kan hjælpe ham med?
Det var to døgn i en Jane Austen-roman, små 48 timer som engelsk overklasse anno 1870, bare med elevator i lobbyen og købefilm på værelset. En stor del af den oplevelse skyldes, at omtrent alt var inkluderet, og det har jeg ikke prøvet før. Internationale telefonopkald? Med i prisen. Komplet skotsk morgenmad serveret på værelset? Uden ekstragebyr. Foretrækker du morgenmad i stueetagen made-to-order? Sæt dig ned, grib menukortet, og væn dig til, at udvalget er enormt og uden priser, og slå dig så løs. Så tak for friskpresset appelsinjuice, stativ-stablet og nyristet fuldkornstoast, perfekt lune røræg, der ikke var tørret ind til en orange gummiklump under en buffet-varmelampe, og bacon, der var kødfuldt og saftigt og ikke oversaltet og stegt til brun, ganeflænsende ukendelighed. Jeg ville ikke selv have valgt det før. Det ville jeg måske nu. Hvis jeg overhovedet har råd til at bo sådan, når jeg rejser.
Og nå jo, jeg så også en del comedy. Det må jeg lige huske at vende tilbage til.
Ting jeg kan lide
Nyeste indlæg
- Zulu Comedy Galla: De Nye Håb og Jason Rouse
- Nye på Bremen
- “Shoot me with your love.”
- “How do women scare bees? Boo bees!”
- “Banan, banan, melon. OB er bare kanon!”
- Værktøj, der faktisk virker
- “Ikke på det givne tidspunkt dér, nej.”
- Zulu Comedy Galla
- TingleffSpangDybvadFuhlendorffMig
- Langballe er en frisk fyr
Kategorier
- Anbefalinger
- Det løse
- Edinburgh Fringe
- Live Fra Bremen
- Mandrilaftalen
- Om at skrive
- Optræden
- Ting jeg har skrevet
- Ting jeg ville ønske jeg havde skrevet
- Video
- Zulu Comedy Galla
Gamle indlæg
Et besøg værd
- Chortle
- Christian Fuhlendorff
- Den Hvide Lektie
- Jesper Juhl
- Jonatan Spang
- Leepix
- Michael Schøt
- Mikael Wulff
- Rasmus Olsen
Søg
Book mig via FBI
Tweets
- Hvad med lige at lægge vejen forbi min hjemmeside og læse: Zulu Comedy Galla: De Nye Håb og Jason Rouse http://bit.ly/a7ljoG
- DR2 lige nu: Har Drude Dahlerup altid været så stiv i betrækket, eller er betrækket blevet strammet kirurgisk op? Hun er 65 (64?).
- Dagens WTF!? I EB giver Jim Lyngvild(!) 10 gode råd til Anni Brinch (eks-Fønsby) om hvordan hun klarer sin retssag. http://bit.ly/ci7Xcx
Powered by FireStats