Midt i en travl skrivemandag fik jeg kilet noget af min signatur-internet-hidsighed ind.

Whitney Houston døde forleden. Der er folk, der føler sig berørt af det. Det kan jeg godt forstå. Hvis man f.eks. forbinder sin første alvorlige forelskelse med en af hendes sange, så minder hendes død sikkert ret akut om ens egen forgængelighed. Melankoli er ikke sorg, men det kan også være en ret stærk følelse.

På Facebook dukkede det her billede så op. Singer-songwriteren Mikael Simpson stod bag i mit Facebook-feed.

I skrivende stund er billedet delt 139 gange og over 750 har trykket “synes godt om”, typisk med en kommentar om, at billedet tilbyder et velkomment og nødvendigt perspektiv.

Og det er noget sejlende vrøvl! Eller… jeg synes, det er noget sejlende vrøvl. Så det skrev jeg med (alt for) store ord. Flere gange.

Al ulykke kan affejes af større ulykke. Skal …

Det var en overgang min plan at bruge det her foto som grundlag for plakaten til “KOMIKER”.

Tirsdag aften besøgte jeg Michèle Bellaiche i “Go’Aften Danmark“. Hun havde bedt om et billede af mig som yngre. Så jeg sendte det her til hende. Jeg synes, det er et skidegodt billede. En lille dreng, der ikke er besværet af tyngende selvbevidsthed glor lige ind i linsen, mens han holder, hvad der kunne være noter til et nyt show. Og det er mig på billedet. Det er nok det jeg bedst kan lide ved det. At det er mig. På billedet.

Men… nogen på “Go’Aften Danmark” havde valgt at beskære billedet ved navlen. Jeg har stadig ikke helt gennemskuet hvorfor. Det var sikkert en menneskelig fejl. For man skal have en virkelig ærgerlig fantasi for at synes, der er noget anstødeligt ved min 18 …